Udgivet tir d. 28. apr 2020, kl. 10:00

Opdateret 6. maj 2020

Normalt har vi mange grupper af unge mennesker, skoleelever, konfirmandhold, foreninger mm, som kommer på besøg og får en rundvisning i Vor Frue Kirke. Men lige nu kan det jo desværre ikke lade sig gøre. Derfor vil vi over de næste par uger lægge fortællinger om små og store begivenheder fra kirkens historie op på denne blog, som vil blive opdateret løbende. Nedenfor kan du læse om: 

Med skib fra Italien til Danmark
Therese og Galathea bragte Thorvaldsens kunstværker hjem til Danmark

To lys på et bord - og mange i loftet
Om lyset i Vor Frue Kirke

Nadver - sammen, men hver for sig
Nadver og kalk - tuberkulose og smitte 

Klokkerne i Vor Frue Kirke
Om klokkerne i kirken og hvorfor der ringes kl. 17 i disse tider

Maria Bebudelse - Vor Frue Kirkes fødselsdag
Om Vor Frue Kirkes oprindelige navn og Jomfru Maria i kirken

Stolerækkerne i Vor Frue kirke 
En historie om turister, nøgler, tumult og offentlig ydmygelse

Thorvaldsens bisættelse fra Vor Frue Kirke
I år 2020 fejrer vi 250 året for Thorvaldsens fødsel, men sidste uge af marts, var det 176 år siden han døde og blev bisat fra Vor Frue Kirke


Med skib fra Italien til Danmark

Therese og Galathea bragte Thorvaldsens kunstværker hjem til Danmark

Af Susanne Torgard

Bertel Thorvaldsen boede og arbejdede i Rom i langt det meste af sin levetid, men hans skulpturer kom ud på store rejser, når de blev sendt rundt til det meste af Europa til fyrstehuse og private samlinger. At rejse over vand var hurtigere og mere sikkert end at rejse over land, og skibene kunne laste langt mere end kærrer, der skulle trækkes af heste eller okser. For de store skulpturer af sårbar gips og terrakotta eller tungt marmor var det også en mere nænsom transport, selvom søen kunne være streng engang i mellem.

Danmark havde skibe på alle verdenshave, og de, der hørte under flåden, kunne omdirigeres, hvis kongen ønskede det, sådan som det skete i 1825. Thorvaldsen havde meddelt, at nu var flere af de bestilte værker færdige og klar til at blive sendt hjem til kongefamilien, til det nyopførte Christiansborg Slot og til Kunstakademiet. Der var stor begejstring i København for overhovedet at få Thorvaldsens værker hjem og kong Frederik den 6. gav ordre til, at briggen St. Croix skulle lægge ’vejen omkring Middelhavet og den italienske kyst’ på sin vej fra Dansk Vestindien til Danmark. St. Croix skulle blandt andet sikre at danske handelsskibe kunne sejle trygt og dens afrejse fra Vestindien blev forsinket af en regulær nedkæmpning af sørøvere. Men kaptajn Klauman satte sejl i april 1825 og ankom til først Napoli og siden til Livorno i juni samme år. I mellemtiden havde Thorvaldsens assistent, billedhuggeren H.E. Freund pakket adskillige af Thorvaldsens arbejder i alt 58 kasser. Han var også kurer på sejlturen, der gik fra Rom ad Tiberen til Ostia og derfra videre til Livorno på barken med det fantastiske navn L’Anime del Purgatorio – Skærsildens Sjæle. Freund og kunstværkerne ankom i god behold ’efter 15 kedsommelige dage’ allerede i maj måned. Han have ikke fået oplysning om, at St. Croix var forsinket, men alle kasserne måtte nu opmagasineres, og han havde tid til at besøge både Pisa og Firenze før St. Croix ankom og kunne lastes.


Se det oprindelige brev - klik her (eksternt link)

Nu viste det sig, som kaptajn Klauman forudså, at langt fra alle kasserne kunne være på briggen, så nogle kasser måtte blive i pakhuset Livorno og vente på næste afskibning, der først fandt sted i 1828. St. Croix satte ud fra Livorno den 2. juli 1825 og ankom til København den 10. september. Alt blev pakket ud, og man kunne skrive til Thorvaldsen og melde, at der kun var sket meget få skader på de mange skulpturer. Det blev et stort tilløbsstykke, da Kunstakademiet i april 1826 slog dørene op, så publikum for første gang med egne øjne kunne se værker af landets berømte søn. I denne første, store sending var der skulpturer til Christiansborg Slot, til kongefamilien, til Akademiet og til flere private, men sendingen talte ikke nogen af skulpturerne til Vor Frue Kirke, heller ikke Kristusfiguren.

Anden hjemsendelse i 1828

I København var de store byggerier ved at være færdige, men der manglede lige de mange bestilte kunstværker, før Vor Frue Kirke kunne indvies og prins Frederik og prinsesse Vilhelmine kunne vies i pragtfulde, royale omgivelser. Der gik mange breve frem og tilbage mellem Rom og København, men Thorvaldsen måtte desværre skuffe kirkens arkitekt C.F. Hansen og kong Frederik den 6. med, at de bestilte værker ikke kunne være klar til den planlagte afhentning i foråret 1827. Alle huskede hvordan briggen St. Croix havde været for lille, så kongen havde indvilget i at sende et større skib – en fregat - afsted denne gang men nu blev det hele udskudt. I efteråret 1827 skulle handelsskibet Therese sejle til Tunis og der blev indgået den aftale, at Therese på vejen hjem, skulle lægge til ved Livorno og tage de kostbare kunstgenstande med tilbage til København. Igen blev det H.E. Freund, der stod for hele det logistiske arbejde med nedpakning og fragt. Denne gang af 64 kasser fra Rom og opsamling af de, der stadig stod opmagasineret i Livorno. Der gik lidt kludder i postgangen mellem Tunis, København og Rom og Freund klagede over, at der gik besked om tidsplaner og datoer til København i stedet for til Rom, hvor værkerne jo var! Men alt lykkedes til sidst.

Freund og de 64 kasser sejlede fra Rom lige før jul igen med ’Skærsildens Sjæle’ og kaptajn Lami. Hvor turen i 1825 havde været ’kedsommelig’ var denne tur anderledes dramatisk. De ankom kun med nød og næppe til Livorno den 4. januar. I et brev til Thorvaldsen skrev Freund således (Livorno den 11 Januari 1828):

Gode Thorvaldsen! Jeg kom hertil velbeholden med Alting den 4 Januari efter en Reise af 14 Dage, og lykkelig maa jeg sige; thi af 11 Skibe der gik under Seil den siste Dag fra Øen Elba, var kun 1 foruden os, saa heldig at komme ubeskad[igede] i Haunen af Livorno. Die øverige dels har die haft Søskade eller mangler ind til i Dag. 

Men Freund kunne se hele sit fine logistiske arbejde fuldført, alt var lastet og parat til afskibning og i februar satte Therese sejl, men skulle dog lige runde Genua for at laste frisk frugt. Endeligt – endeligt i april 1828 kunne C.F. Hansen modtage gipsudgaven af Kristus figuren og de 12 apostle, også i gips, til Vor Frue Kirke og kongen fik sine karyatider til tronsalen på slottet. 

H.E. Freund skulle også til København denne gang, for der ventede ham en professorstilling ved Kunstakademiet. Men han sejlede ikke med Therese. Han gik! Først over marmorbruddene i Carrara for at tilse arbejdet med Kristusstatuen, som var ved at blive hugget i marmor, derefter over Firenze, Paris og Berlin og han ankom til København i september efter en vandring på ni måneder.

Da alle værkerne var pakket ud i løbet af sommeren 1828 kunne man skrive til Thorvaldsen og fortælle, at alle figurer havde overlevet den lange transport uden skader af nævneværdig art – MEN man kunne samtidig fortælle, at apostlene var for store til nicherne i Vor Frue kirke! Alle var forbavsede, men der blev skredet til handling: Nicherne blev tilmurede og apostlene stillet på sandstensokler i stedet. 

MEN hvad kunne der være gået galt? Historien er blevet til en myte: Han gjorde det med vilje. Men sandheden er nok nærmere, at billedhuggeren og arkitekten havde grundlæggende forskellige opfattelser af de to kunstarters relation til hinanden, og det må blive til en anden arkivfortælling.


Tegning af C.F. Hansen 1827. Den er oprindeligt lavet for at kongen kunne vælge hvilken udformning han ønskede på den kongelige loge, men den lille, senere indsatte figur af S. Simeon viser forskellen på hvordan de statuer, C.F. Hansen har skitseret, forholder sig til nichens størrelse og hvordan Thorvaldsen opfatter forholdet mellem arkitektur og skulptur.

Hjemsendelse i 1833

I 1833 var det ikke kun Thorvaldsens skulpturer man ventede på, men nu også på selve mesteren. Thorvaldsen var blevet udnævnt til direktør for Kunstakademiet, man indrettede en passende og bekvem bolig på Charlottenborg og han havde selv opmuntret til ideen om et museum for hans kunst i København. Nu skulle den verdensberømte søn hentes hjem!

Den nybyggede korvet Galathea - ja, det er den der senere sejlede jorden rundt i Galathea-ekspeditionen - skulle til Marokko og Tripoli (Libyen) og ligesom Therese gjorde det i 1828, så kunne Galathea runde Livorno i Italien på vejen hjem og fylde lasten med skulpturer. I august var Thorvaldsens datter Eliza i Livorno og kunne give første håndsberetninger om, at det nye skib, med den 180-mands store besætning, var begyndt at laste de 65 kasser med skulpturer. Denne gang havde Thorvaldsens italienske medarbejdere stået for at pakke og skrive lister og alt var mærket efter hvor skulpturerne skulle hen: til Akademiet, til Slottet eller til kirken, så de kunne losses så tæt på som muligt. Af listerne fremgår det også hvem der skulle betale for transporten af de forskellige kasser. 

Det eneste det ikke var med hjem til Danmark var Thorvaldsen selv. 

I en unummereret kasse lå Kristusstatuen, for den var kommet direkte fra marmorbruddene i Carrara og i kasserne nummer 1 til 12 lå alle skulpturerne til Johannes Døbergruppen, der skulle pryde gavlfeltet på Vor Frue Kirke. Der havde været overvejelser frem og tilbage om hvilket materiale de skulle laves i: Gips kan ikke stå ude; marmor var for tungt; bronze nok for dyrt, så de var nu lavet i brændt ler, i terrakotta. Galathea ankom til København i september 1833 og kasserne blev ført til Vor Frue Kirke. Kassen med Kristus kom ind i kirken og Johannes Døbergruppen blev sat ud i Rotunden, men man ventede endnu med opstillingen. Dels havde Thorvaldsen antydet, at han gerne selv ville lægge sidste hånd på Kristusstatuen og være med til at se Johannes Døberen blive opstillet, dels var en del af terrakottafigurerne ødelagt under transporten. Det var H.E. Freund, der stod for udpakningen af de mange kasser i København og han kunne i februar 1835 opsummere status på figurernes tilstand og skrive til Thorvaldsen: at saa er ikke en Eneste Marmor ikke en Eneste Gibsafstøbning bleven beskadigt men desværre var det anderledes med terrakottafigurernes tilstand: Johannes havde brækket halsen, men det kunne repareres; Jægeren og gruppen med en far og søn havde fået benene knuste og de var så beskadigede, at Freund måtte anbefale, at helt nye underdele blev udført i terrakotta i Rom.

Se liste over de hjemsendte kasser med angivelse af indhold, mål på kassen og fragtprisen - klik her (eksternt link)

Kjøbenhavns Posten skriver interesseret om de mange kasser - klik her (eksternt link)

Fregatten Rota - 1838

Fregatten Rota fik lov at fragte den mest kostbare last: Bertel Thorvaldsen selv. Sammen med 62 kasser med skulpturer forlod Thorvaldsen Livorno den 9. august 1838 med retning mod Danmark – for første gang i 42 år. Den 15. september måtte Rota ligge for anker ved Helsingør og vente på gunstige strøm- og vindforhold og flere skibe med jublende gæster sejlede mesteren i møde. Den 17. september blev Rota bugseret rundt om Kronborg og senere på eftermiddagen kunne Thorvaldsen gå i land ved Københavns Toldbod under stor jubel og folkefest, fakkeloptog, sang og musik.

I kasserne var blandt andet nogle af apostlene til Vor Frue Kirke. Denne gang i marmor. 

I 1839, 1842, 1844 og 1845 blev der sejlet skibsladninger hjem fra Italien og endeligt i 1848 stod alle apostlene i deres marmorversion på plads i Vor Frue Kirke, sådan som de stadig kan ses, sammen med Kristus og Dåbens engel – og en tredje udgave at Johannes Døbergruppen, nu i bronze.

Læs mere om det hele på: https://arkivet.thorvaldsensmuseum.dk/


To lys på et bord - og mange i loftet

Om lyset i Vor Frue Kirke

Af Susanne Torgard

På alteret i Vor Frue kirke – og på alle andre kirkers altre – står der to lys. Sammen med en fin, hvid alterdug, ritualbog, salmebog og Biblen, er det alt, der behøves på det dækkede alterbord. Mange bruger også blomster, og til nadveren er alt sølvtøjet selvfølgelig også fremme, men lys og bibel er det helt essentielle. 

Biskop Peder Palladius, der skulle lære præster, gravere og kirkekoner at holder gudstjenester efter den nye lutherske orden, skrev i sine vejledninger o. 1541 cirka sådan: 

… Der må tændes to lys på alteret, men kun når søndag og helligdag, når menigheden går til nadver. De to lys har en betydning, noget at brænde for og derfor må de tændes. Ellers skal der ikke brænde lys, for der er så dejligt et lys fra den klare sol, at man endda kan tråde en nål. Derfor må vi ikke bespotte Gud ved at tænde andet lys, der ikke har noget formål. Det første lys på alteret brænder til ære for Jesu Kristi legeme, det andet brænder til ære for hans velsignede blod. Ved dem bliver vores hjerter oplyst og vi får et sandt vidnesbyrd om vores synders forladelse. Jesus siger selv: ’Jeg er verdens lys’. Udover de to lys på alteret må der ikke brænde lys i kirken …  

Sådan var vejledningen altså i 1540’erne og man skulle næsten tro at Vor Frue Kirkes arkitekt C.F. Hansen havde læst lektien meget bogstavtro, da han byggede Vor Frue Kirke i begyndelsen af 1800-tallet, for han havde ikke tænkt på anden belysning. Kirken blev indviet pinsedag 1829, men i december samme år, fik han en henvendelse fra Kirkekommissionen, at nu MÅTTE man mødes for at se på lyset i Vor Frue Kirke og finde en løsning.


Tegningen er fra før 1848 og i stolerækkerne ses de lysarme, som Evers leverede i 1830. 

C.F. Hansen havde skabt byens hovedkirke som et stort lyst tempel. De høje slanke vinduer lader et indirekte lys strømme ind i kirkerummet, selv på en gråvejrsdag og hans geniale, vovede træk med at åbne taget med fire vinduer, lader lyset falde blødt ned fra himlen over os. Men lysarme og kroner til kerter og lamper til olie var ikke en del af hans planlægning. Stagerne på alteret og de fire store kandelabere omkring alterpartiet blev tegnet af C.F. Hansens svigersøn og medarbejder G.F. Hetsch – og de kan fortjene en arkivhistorie for sig – men det var de eneste lys i kirkerummet, udover dagslyset gennem vinduerne. Derfor denne opsang fra Kommissionen om, at nu måtte der ske noget.

Og så kom der lys i kirken.

Nogen af anskaffelserne fremgår af regnskaber og nogen af lysekronerne og lysarmene kan man se på ældre billeder. De fine tre-armede kerter, der er i stolerækkerne i dag, er et markant træk i kirkens interiør. De understreger det lineære forløb op gennem kirken, op mod koret. De er nye kopier efter de 56 lysarme, som gørtler Johannes Evens leverede i 1830, sammen med to ’arme’ til prædikestolen og to til orglet. Evens’ originaler kender vi kun fra et maleri fra 1834 af N. Simonsen, et anonymt litografi og en enkelt tegning af satirikeren Klæstrup, men de blev så smukt rekonstrueret ved kirkens restaurering i 1977-79. 

Men Evers’ oprindelige lysarme må være blevet fjernet på et tidspunkt – i alle tilfælde senest i forbindelse med at kirken fik installeret gas i 1861. Til det leverede bronzestøber J.B. Dalhoff nye gaslamper til stolerækkerne. De havde en mere enkel form, kun med en enkel rund kuppel, men også de lamper blev fjernet senere. Denne gang i forbindelse med, at der blev indlagt elektricitet i kirken i 1903-04. I den anledning valgte man at hovedskibet kun skulle belyses fra siderne og valgte dermed stolerækkernes lys fra og der synes ikke at have været nye lys før Wohlert satte de nye ’gamle’ kopier op igen.


På stolerækkerne ses gaslamperne fra 1861 og mellem søjlerne anes lige enkelte arme fra de 8-armede gaskroner.

Inden gassen blev installeret i 1861, var kerter og olielamper eneste oplysning og præsterne talte varmt for at man til aftengudstjenesterne kunne bruge de fine (dyrere) hvide kerter i stedet for de fedtede gule af talg, der osede så meget. Samtidig med de begrænsede muligheder for oplysning blev C.F. Hansens lyse tempel også ret mørkt efterhånden: Det runde ovenlys over alteret blev lukket, for det regnede ned og det trak alle steder fra, så der blev opbygget skillevægge i logerne, både på gulvet og på 1. pulpitur. Lyset blev simpelthen lukket ude. Moden skiftede fra den lyse sandstensfarve til okker, så væggene blev mørke og loftets kassetter blev blå. Langsomt blev det lyse tempel en mørk hule.

Berlingske Tidende (17. januar 1851 nr. 14.) var klar med kritik efter et besøg i kirken i januar 1851: 

… Det Første Øjet mødte ved Indtrædelsen i vor Hovedkirkes Forhal, vare 6 a 8 smagløse Lygter, som skulde tjene til Oplysning .. efterat jeg havde forvundet dette uhyggelige indtryk, gik jeg ind i Kirken, men modtog der kun et uhyggeligere, thi den der til rigt forsamlede Menighed stod i saa godt som Halvmørke, Lysene i Stolene, én Krands af Lys over Choret og 4 Alterlys var hele Oplysningen i dette store Rum, man skulde i Sandhed ei være bange for at lide af formegen Oes, naar der desuden er anordnet Psalmesang i Kirken syntes det dog at være den fornemste Pligt at sørge for at man kunde læse Psalmerne, men dette var umuligt for mange af Kirkegjængerne. Jeg vil her ei tale om den uhyggelige, afskrækkende Vinterkulde, som strømmer en i møde ved den første Indtrædelse, som dog vel kunde afhjælpes ved Opvarmning eller idetmindste ved Tepper over hele Gulvet, Hvortil vistnok Menigheden vilde bidrage, naar der blot skete den mindste Opfordring dertil …

Det har ikke været rart, forstår man.

---

Da der skulle installeres elektricitet i 1903, blev det bestemt, at kirkens hovedskib kun skulle belyses fra siderne:

De 12 store gaskroner, der hængte mellem søjlerne på 2. pulpitur skulle omdannes til el. I hvert bueslag på 1. pulpitur skulle der ophænges en glødelampe og under arkitraven, som belysning for logerne på gulvet, skulle der sættes 6 glødelamper. Koret skulle oplyses af de store kandelaber med hver 24 lamper og ved at der blev anbragt 2 x 10 glødepærer lodret over hinanden bag murfremspringet hvor korets runding ophører. Skriftestole og præsteværelse ville få hver to lamper ved præstens plads og i loftet en krone på fem blus. I øvrigt skulle orglet, orkesteret (det der nu er sangerpulpitur), gange og trapper oplyses i overensstemmelse med den tidligere belysning. Lys i stolerækkerne er slet ikke på tale.

Kandelaberne vedblev nu længe at have gasinstallation. Historien vil vide, at det skyldes dronning Ingrid, at de blev installeret med el. Dronningen syntes ikke om den fæle hvæsen fra gaskandelaberne – og så blev de installeret med glødepærer, opsat i en form, der kunne illudere flammer. De store glaskupler blev først sat op ved Wohlerts restaurering i 1977-79, og da kom de store, runde lysekroner i loftet også til. De er helt sikkert skabt efter inspiration fra de store lyskranse af messing, hver med 40 kerter, som kirken tidligere brugte ved særlige lejligheder. Lyskransene ses på illustrationen fra Thorvaldsens begravelse i 1844.

Prisen for tænding med gas

Indtil man sådan bare kunne trykke på en el-kontakt og alt blev lyst, så har det været en sen affære, at tænde og slukke de mange blus i det store rum, lige meget om der var tale om kerter eller gas. 

I begyndelsen var gasinstallationen stadig med en enkelt hane ved hvert blus, men i 1892 fik man mulighed for at slukke det meste via en fælles gashane. I anbefalingen til denne installation, står der at sådan er det på teatrene og man ønsker sig en lignende løsning.

Den gang, som nu, har det ikke været gratis med lys og varme, og der var en høj grad af egenbetaling. Kirkens belysning kunne fås til 3 forskellige priser og således opgøres det i 1889, hvad lys og varme koster til bryllup, barnedåb eller begravelser:

For 32 kroner tændtes: 4 kandelabre, 2 korstager, 13 lysekroner, 4 rækker blus – det må være dem i stolerækkerne, ½ udenomsbelysning – uden nærmere angivelse.

For 25 kroner tændtes: 4 kandelabre, 2 korstager, 12 lysekroner med halv belysning, 4 rækker blus, ¼ udenomsbelysning,

For 16 kroner tændtes: 2 kandelabre, 2 korstager, 4 rækker blus, 1 lysekrone, ¼ udenomsbelysning.

Og så kunne man også få opvarmet kirken for yderligere 28 kroner. Derudover skulle der også afregnes for organist og kor.

Til gudstjenesterne var der gennem årets højtider også forskelligt brug af lys. Der var tre standard belysninger:

Nr. 1. To Kandelaber i Koret og ellers intet

Nr. 2. To Kandelaber i Koret, Gasblussene i stolene, i underste og mellemste pulpitur og hvis det er nødvendigt i Gangene. 

Nr. 3. To Kandelaber i Koret, Gasblussene i stolene, i underste og mellemste pulpitur, i Gangene, i de halve Blus i gaskronerne i øverste pulpitur, kronen ved orglet helt.

I forårssolens påskehøjtider kan man måske god forstå, at lyset kunne spares, men at alt var slukket i adventstidens mørke december, det er sværere at forstå, men sådan var regulativet i 1892:

Første påskedag: Til fromessen kunne man bruge nr. 2, men ’er det lyst foraarsvejr tændes der intet’. Til højmesse tændes intet. Til 2-tjenesten tændes intet.

Anden påskedag: Til højmesse intet. Til 2-tjenesten intet. Til 6-tjensten bruges nr. 3.   

Pinse: Intet lys tændes til tjenesterne.

Det er dog bemærkelsesværdigt, at adventstidens tjeneste forgår i ret meget mørke: Til højmessen tændes intet. Til 2-tjensten tændes nr. 2. Til 6-tjensten tændes nr. 3.

Først til den liturgiske gudstjeneste juleaften kom der fuld belysning, også på de to flerarmede englestager, der stod ved lågen op til koret. På denne måde blev  det tydeligt, at med Jesu fødsel kom lyset til verden.

Første og anden juledag til højmessen brugte man nr. 1. Til 2- og 6-tjenesten kunne man eventuelt bruge nr. 3 hvis det var meget mørkt i vejret.

I regulativet blev det dog bemærket, at ved højmessen på særligt mørke søndage og ved fredagsaltergangen, kunne det undertiden være nødvendigt at ’tænde i det mindste en del af lyset’.

Til alle tjenester gjaldt det, at hvis der var folk under orglet, så kunne blussene tændes der.

Ved Præsteordination blev der i den mørke tid tændt alle fire kandelaber, men i den lyse tid kunne man nøjes med to. Til bispevielse skulle alle fire dog tændes. 

Det hele er lidt nemmere at forestille sig på film (artiklen fortsætter efter filmen):



Lysene på alteret i de to stager var slet ikke en del af regulativer, for de var – og er – selvfølgelig altid tændte, når der er en kirkelig handling i kirken, og når en præst står ved alteret. OG dog! Langfredag begynder gudstjenesten stadig altid uden de tændte lys og uden sølvtøjet, kalk, disk og oblatæsken. Lysene tændes og sølvtøjet kommer først på alteret efter prædiken, når præsten skal forrette nadveren. Indtil da er vi med i den mørke grav.


Foto fra Vor Frue Kirke... 

Der foreligger desværre ikke et regulativ og prisliste for tiden efter elektricitetens indførelse i kirken, men vi ved at hele kirkerummet kun var belyst fra siden.

Alt blev markant anderledes ved restaureringen i 1977-79. Dels blev stolerækkernes armaturer genskabt, de store ringkroner blev nydesignet og de store glaskupler blev genanvendt på 2. pulpitur. I sidegangene blev der hængt store PH lamper og Wohlert designede lampetter til alle vægge og nicher. 

Men vigtigst af alt var, at skillevægge blev taget ned, væggene malet i de oprindelige lyse farver, loftets hvide kassetter blev genskabt og ovenlyset over alteret blev genåbnet. En helt central forvandling var også at nichen bag Thorvaldsens Kristus figur blev forgyldt med bladguld. Sådan havde Thorvaldsen selv anbefalet det og drømt om, men det blev altså først realiseret 150 år senere. Sidenhen er skulpturen også blevet belyst forfra og bagfra, så den ikke står som en flad silhuet, men træder frem i den lysende marmor. 

I 2004 blev der sat glasdøre i indgangspartiet, så der altid strømmer dagslys ind i kirken – og de mørke timer altid strømmer lys ud fra kirken – og den opstandne Kristus på kirkens alter, kan ses af alle der passerer i gaden.


Vor Frue Kirke set fra Nørregade under Natkirke-arrangement. Inde i kirken anes Thorvaldsens Kristus-figur, som er oplyst af et blåligt lys.

Nadver – sammen, men hver for sig

Om kalk og nadver - tuberkulose og smitte

Af Susanne Torgard

I disse mærkelige dage i foråret 2020, hvor vi alle skal finde ny normalitet, nye omgangsformer og ligefrem nye liturgier, er der jævnlige diskussioner om nadverfællesskabet. Er det godt nok at indtage nadveren hjemme ved spisebordet? ’Virker’ indstiftelsesordene, når præstens stemme kun høres gennem radioen? Er en digital nadver en ’rigtig’ nadver? Er det bedst at ’faste’ fra nadveren og dermed glæde sig så meget mere til, at den igen kan indtages ved det fælles nadverbord? Spørgsmålene er mange og svarene sikkert ligeså talrige.

Når arbejdsdagene er normale, ynder jeg at dykke ned i Rigsarkivets enorme materiale om Vor Frue kirke. Hver gang er det med fare for at blive ledt ud ad andre spændene sidespor, og det er ofte svært at holde sig på ’dydens smalle sti’. Et af sidesporene, som pludseligt er blevet særdeles aktuelt, er en arkivserie som denne: ’Kommissionen af 18.09.1903 angående Uddelingen af Nadverens Sakramente’. Desværre har jeg ikke fysisk adgang til arkivkassen lige nu, men heldigvis har Helle Blomquist og Per Ingesman haft arkivalierne i hænderne, og i 1993 udgav de artiklen ’Tro, viden og politik’ i tidsskriftet ’Historie’.  


Den hellige nadver indstiftes, 1844 (1820) af Bertel Thorvaldsen i Vor Frue Kirke. Foto: Jakob Faurvig

Kommissionens arbejde i 1903 udsprang af en situation, der er meget lig den, vi har her i foråret 2020: En smittespredning, der skulle stoppes. 

I slutningen af 1800-tallet var man blevet opmærksom på, hvordan sygdomme som tuberkulose spredte sig, men læren om bakterier og vira var stadig i sin vorden, og at opretholde en hygiejne, som vi kender det i dag, var sjældent en mulighed. Men der var dog så meget opmærksomhed hos befolkningen, at man turde henvende sig til højeste sted, og herfra begyndte diskussionen om, hvordan man forretter nadveren med hensyntagen til både teologi og sundhed.

I 1899 havde en skovrider ved Middelfart henvendt sig til Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet. Han var utilfreds med, at alle drak af den samme alterkalk, og han kaldte det ’sundhedsfarligt’ og en ’modbydelig Uskik i Kirken’. Harmfuld berettede han om sin datters konfirmation, hvor familien under altergangen havde fået plads ’efter en vitterlig Brystsyg Familie’. Han fik ikke svar, men henvendte sig igen i 1901. Samme år var ’Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse’ blevet dannet og skovridderen spurgte derfor ganske relevant, hvorfor der dog ikke var nogen, der kæmpede for at ændre den måde, nadveren uddeltes på, ’… i min Kreds særlig af Yngre, ved jeg mange der baade væmmes og skræmmes fra at bruge det bedste Naademiddel, af nævnte Grund, det er Synd, det oprører!’.

Spørgsmålet fra skovridderen blev til en kamp for og imod fælles kalk kontra særkalk i kirkelige kredse, og en kamp mellem lægefaglige opfattelser af, hvor og hvordan smitte spredes – og det blev til en kamp om, hvem der bestemmer i kirkelige spørgsmål: Staten, lægerne, præsterne eller de folkevalgte råd?

Som ordene lød – og stadig lyder – når præsten står ved alteret og skal til at indlede nadveren: ’ … Ligeså tog han også kalken efter aftensmåltidet, takkede, gav dem den og sagde: Drik alle heraf; denne kalk er den nye pagt i mit blod … ’. DRIK ALLE HERAF - så kunne det jo ikke forstås anderledes end at alle skulle drikke af den fælles kalk. 

Og der var stærke kræfter i kirken, der ønskede at bevare den fælles kalk. Der var endda nogen, der mente, at frygten for smitte var mangel på tillid til Gud; mente at når livets drik i kalken kan overvinde døden, så kunne den vel også slå ’Tusinde Baciller ihjel’. Men på sigt kunne kirken ikke sidde den lægefaglige kritik overhørig, og man ønskede ikke at stå tilbage som en institution hvorfra sygdomme spredtes, og man havde slet ikke behov for at blive set på som en næsten livsfornægtende religion, hvor det var forbundet med direkte livsfare at deltage i gudstjenestens nadver.

Sjællands biskop Th. Skat Rørdam mente, at det kirkelige tilsyn selvfølgelig havde pligt til at afværge en eventuel smittefare ved altergangen, og at det evt. kunne ske ved at afskaffe den fælles kalk, men han var helt klar over, at dette kunne opfattes som et indgreb i selve nadverens væsen – og han spurgte derfor endnu en gang den lægefaglige videnskab om råd. Og svaret fra Den Danske Lægeforening var klart: Smittefaren kan kun undgås ved brug af særkalke. Skat Rørdam gik dog videre og bad Det kongelige Sundhedskollegium om en officiel erklæring.

De afviste også helt at bruge fælles kalk – også den ’smittefri kalk’, som Theodor Møller synes at have opfundet, og som ideelt set stadig gjorde det muligt at drikke af fælles kalk. 

Theodor Møllers kalk var dobbeltbundet og havde 15 separate mundstykker, så præsten kunne dreje et nyt mundstykke frem til hver altergæst, og evt. sekret og vinrester ville blive opsamlet i den dobbelte bund. Mange mente dog at al den mekanik ville virke generende under nadveren.

Fra officiel side kom der et par renlighedsforskrifter: Præsten skulle vaske sin hænder med sæbe umiddelbart før altergang, og han skulle dreje alterkalken mellem hver altergæst. Men i 1903 blev der nedsat den kommission, der skulle diskutere nadversagen og spørgsmålet om en ændret form på selve nadveruddelingen: Tre biskopper, to præster, en dr.med. og en cand.jur. Hele diskussionen havde offentlighedens interesse, og der kom mange fine og finurlige forslag til løsninger, både fra præster, kordegne, kirkesangere, sølvsmede og folk med opfindergener.

I kommissionen måtte man indse at tanken om at drikke af fælles kalk, efterhånden havde fået så megen modstand, at det afholdt folk fra at deltage i nadveren. Udviklingen måtte sammenlignes med dagligdagen, hvor det ikke længere var kutyme at spise af fælles fad – og de indså, at det var en historisk udvikling, der nu var nået til kirkens nadvermåltid – en udvikling som næppe ville standse.

Man behandlede de mange løsningsforslag: Sugerør, indkapslet vin, den naturlige drue, brød der dyppes, smittefri kalke eller løse mundstykker. Men man fandt frem til at et lille bæger til hver altergæst måtte være løsningen. Dog skulle alle der stadig ville dele fælleskalk have muligheden. 

Nu skulle alle jo være glade – men som altid: Hvem skal betale; var særkalkene den enkeltes eje; var det kirkens eje; var det præsten, der bestemte; var det de nyoprettede menighedsråd? Hele nadverkommissionens arbejde blev nu pludseligt en brik i spillet om kirkens forfatning. 

I 1907 blev der enighed om at tuberkulosesanatorier og hospitaler kunne få lov at anvende særkalke, og i 1909 blev det bekendtgjort, at alle menigheder kunne indføre brugen af særkalke, hvis det var ønsket af ’mindst 10 af Menighedens nadverberettigede Medlemmer’. Der var åbenbart mange, der ønskede særkalke, og i menighedsrådsloven af 1922 blev det pålagt menighedsrådene – ikke at købe, men at tage beslutning om indførelse af særkalke. Men først skulle sagen dog drøftes på et menighedsmøde.

I inventarlisterne fra Vor Fru kirke, kan det ikke aflæses før 1930, at der indkøbes 200 særkalke i sølv. Måske var de i kirken før da, men de arkivalier, der fortæller den historie, er jeg ikke stødt på.

Hvis du vil læse mere: https://tidsskrift.dk/historiejyskesamling/article/view/38284/41200


Klokkerne i Vor Frue Kirke

Om klokkerne i kirken og hvorfor der ringes kl. 17 i disse tider

Af Susanne Torgard

Kirkerne over hele landet er i denne uge blevet bedt om at sætte deres aftenringning til kl. 17. Ringning kan ellers variere lidt fra sogn til sogn, fra årstid til årstid og det kan variere i forhold til aftengudstjenester og andagter. Da vi i disse dage ikke skal kaldes sammen til gudstjenester, så prøver man på denne måde at lade klokkerne kalde til andagt for den enkelte, til bøn, til pause, til eftertanke, til fællesskab på afstand. 

Kirkernes klokker har altid været brugt som kommunikation, et signal, der markerer, at nu er der gudstjeneste, højtid og fest – eller begravelse. Kirkeklokkens ringning er så markant et lydbillede i by og på land, at man ikke bare må ringe for verdslige formål, med mindre der er tale om varslinger. Gennem århundrede var kirkeklokkerne nemlig en grundlæggende del af varslingerne om naturkatastrofer, krig eller ulykker, og indtil for få år siden, var der varslingspligt i forhold til radioaktivt nedfald. 

Hvert sogn kan indrette sin klokkeringning, som det passer bedst, men nu er der altså denne opfordring til at markere et fællesskab ved at ringe kl. 17. I Vor Frue kirke vil der blive ringet på ’ni-klokken’, og den har fuldautomatisk ringning.

---

Vor Frue kirke har fire klokker, de to største blev støbt til den nye kirke i 1828, og de to mindste er ældre klokker, der blev foræret til den nyopførte kirke.

Den ældste er fra 1490. Den hang oprindeligt i Antvorskov Klosterkirke ved Slagelse. Efter reformationen blev klosteret nedlagt og kirkefløjen blev revet ned i 1744. Da konferensråd Constantin Bruun i 1806 solgte ejendommen, tog han klokken med til København og forærede den efter bombardementet i 1807 til Vor Frue kirke. Den bliver kaldt Ni-klokken. Indskriften lyder: Anno dni mcdxc Veni sancte spiritus hielp maria oc sancte klemet hielp sancte anna – i oversættelse: I Herrens år 1490. Kom Hellig ånd. Hjælp Maria og Sct. Clemens. Hjælp Sct. Anna. Desuden er der aftryk af et rundt ornament og klokkestøber Oluf Kegges segl. Den er 103 cm i diameter og dens slagtone er g – og den ringes nu automatisk.


Video: Ringning med klokkerne i Vor Frue Kirke i forbindelse med prins Henriks bisættelse i 2018.

Den næstældste er fra 1699. Hvor den egentlig er støbt til vides ikke, og det vides heller ikke, hvem der forærede den til kirken efter 1807. Mellem bladranker står der: Gloria in excelsis Deo. Friderich Holtzmann Hafniæ me fecit Anno 1699 – i oversættelse: Ære være Gud i det høje. Frederik Holtzmann i København gjorde mig i året 1699. På klokkelegemet er indsat kong Christian den 5. brystbillede og monogram. Friderich Holtzmann støbte klokker og kanoner på Gjethuset i København. Gjethuset lå på Kongens Nytorv, der i 1600-tallet nærmest var ude på landet. Han var en særdeles produktiv støbemester og man kender hans navn fra over 60 klokker, men det er ikke sikkert, hvor Vor Frue kirkes fine klokke har hængt tidligere. Den kaldes Middagsklokken, den er 123 cm i diameter og har slagtonen e – og den ringes nu automatisk.

Søndagsklokken blev støbt af Søren Hornhaver i 1828. I 1875 revnede den oppe ved kneblen og måtte støbes om. Denne gang af Anker Heegaards Etablissement i Frederiksværk. Den bærer en latinsk Indskrift, som ofte blev brugt på middelalderlige klokker: Laudo deum, plebem voco congrego clerum - i oversættelse: Jeg priser Gud, kalder folket, samler præsteskabet. Den måler 160 cm i diameter og har slagtonen h. Når der kimes før store højtider og helt særlige gudstjenester, så sker det på denne klokke. Der er ikke automatik på søndagsklokken, så den skal betjenes af en klokker.

Den største af klokkerne, der også er den største i Danmark, kaldes Stormklokken, er støbt til kirken i 1828 og som indskriften siger, så er den støbt af Søren Hansen Hornhaver paa Frederiksværk 1828. Initialerne F og W D 1 Nbr, er en henvisning til kronprins Frederik – den senere kong Frederik den 7. og hans dronning Wilhelmines bryllup den 1. november 1828. Den måler 194 cm i diameter, vejer 4025 kg. Den har slagtonen gis.

Klokken var Søren Hansen Hornhavers ’livsværk’. Slægten havde siden 1756 haft Gjethuset i Frederiksværk, hvor der støbtes både kanoner og klokker. Klokken til Vor Frue er den største i Danmark, og det har været noget af en kraftpræstation at støbe den. Den er støbt af blandt andet resterne fra de klokker, der gik til i 1807 og en gammel døbefont. Den sidste ville vi gerne have kendt, måske var det den renæssance bronzefont på fire fødder, som man ved kirken fik i 1621.

For at få klokken fra Frederiksværk til København havde oberst E. P. Tscherning konstrueret en speciel blokvogn, med drejelige skagler. Blokvognen blev vist og publiceret i G.F. Ursins Magazin for Kunstnere og Haandværkere 1829.

Paa denne Vogn blev i Begyndelsen af December (1828) da Vejene vare meget fordærvede af idelig Regn, Dagene meget korte, og Vejret ufordeelagtigt, den store Klokke til Frue Kirke, som er 3 Alen 3 Tommer i Diameter, 2 Alen 18 Tommer høi og vejer 8050 Pd., tilligemed den største Deel af Beslaget til dens Axel, i alt 2000 Pd., altsaa tilsammen 10050 Pd., ved 6 par Vognmandsheste, i 12 timer af 2 paa hinanden følgende Dage, med Tid til at smøre og fodre, bragt 7½ Mil til Kjøbenhavn, uden ringeste Uheld, og uden at angribe Hestene, som kunde udholde en saadan Transport Uger i Rad. 

Paa Steenbroen vare 2 Par Heste mageligt i Stand til at bevæge Læsset, og et Par kunde endog bringe det i Bevægelse og trække det et kort Stykke.


Illustration af blokvogn

Klokken var vitterligt tung og ophænget var af en sådan karakter, at der skulle 8 mand til at ringe med den og rystelserne i tårnet var så stærke, at en del af tårnets gesims faldt ned og man ophørte med at ringe med klokken. I 1904 blev ophænget ændret, så klokken nu kunne betjenes af to mand – og man begyndte at ringe med den igen.

Selvom der i 1924 blev indført delvis automatisk ringning, var der i mange år tradition for et ringerlaug, der blev valgt blandt alumner fra Elers kollegium. I 1977 blev alt fornyet, med automatisk ringning på Ni-klokken og Middags-klokken og automatisk hammer for bedeslag på den store Stormklokke. Indtil begyndelsen af 2000 blev bedeslagene ved højmesser dog ofte slået af kirkens klokker. Nu håndkimes og håndringes der kun til store højtider og helt specielle kirkelige handlinger, og så er fire mand på plads ved tovene. Også de tolv slag nytårsaften slås med hånd – og høreværn.


Maria bebudelse – Vor Frue Kirkes fødselsdag

Om Vor Frue Kirkes oprindelige navn og Jomfru Maria i kirken

Af Susanne Torgard

Vor Frue kirke kunne ligeså godt have sit oprindelige navn: Maria kirken. Da biskop Absalon i 1185 kvitterede for gaver og tiende, nævner han, at det var til opførelse og udsmykning af Maria Kirken i København. Men vi kalder den nu Vor Frue Kirke. 

Der er kun sparsomt med bevarede arkivalier fra de tidligste år, men vi vover at fastholde tanken om at Absalons efterfølger, biskop Peder Sunesøn, indviede kirken på Maria Bebudelsesdag omkring år 1200. Vi fejrer i alle tilfælde stadig kirkens fødselsdag på den søndag i marts, der kaldes Maria Bebudelses dag. Dagen flytter sig lidt og indretter sig efter påsken (og ikke som man skulle tro, efter en 9 måneders termin i forhold til Jesu fødsel den 25. december) og i år er det den 29. marts.

Vor Frue kirke har været brændt mange gange, og de mange nye kirkebygninger er blevet indviet på forskellige tider af året. Den bygning vi kender i dag blev f.eks. indviet pinsedag 1829. Men vi fastholder stadig Maria Bebudelse som kirkens fødselsdag. Det er egentligt lidt pudsigt, for Jomfru Maria forsvandt helt ud af kirkens officielle liv efter reformationen. Ligeså vigtig Jesu moder havde været i den katolske tid, ligeså lidt betydning fik hun i den protestantiske kirke. Rigtig mange turister tror derfor, at Vor Frue kirke er en katolsk domkirke med det navn, og rigtig mange undrer sig over, at der ikke findes et eneste billede af Maria i Vor Frue kirke.

Og dog – et lille billede er der da. På alterets forside, antependiet, er der et fint guldbroderi, der viser netop Bebudelsen. Maria er broderet til højre, englen Gabriel er broderet til venstre, og det hele er indrammet af en stor mandelform. De holder hver et bånd: Gabriels har indskriften ”AVE MARIA GRA PLA”, en forkortelse for det, der på dansk oversættes til ’Vær hilset Maria, fuld af nåde’, og Maria svarer ”ECCE ANCILLA DNI”, en forkortelse for ’Se, jeg er Herrens tjenerinde’. Det er de helt centrale ord, der gennem middelalderen lyder i bønnen Ave Maria, og de er et ekstrakt af bebudelsens ord, som Lukas evangeliet beskriver dem i kapitel 1 vers 26-38:

Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria.  Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: ’Herren er med dig, du benådede!’  Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende: ’Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud.  Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus.  Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.’  Maria sagde til englen: ’Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.’ Englen svarede hende: ’Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn.  Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud.’  Da sagde Maria: ’Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!’ Så forlod englen hende.

Elisabeth, som kapitlet begynder med, blev mor til Johannes Døberen. Det var også englen Gabriel, der havde bebudet hende, hendes mirakuløse graviditet.

Det fine guldbroderi er skabt af Inge Nielsen og Lizzi Damgaard fra Selskabet for Kirkelig kunst, og det blev taget i brug på Mariæ Bebudelsesdag i 1999.

Motivet er kopieret efter kirkens segl, og det forklarer teksten, der står i den mandelformede indramning, en mandorla: ”SIGILLVM:CAPITVLVM:SANCTE:MARIE:DE:COPMANNEHAFN”. 

Det ældste segl, der er bevaret for Vor Frue kirke, sidder på et brev fra 23. november 1417, men seglets form tyder på at det oprindeligt går tilbage til 1300-tallet.  

To senere segl er bevaret på breve fra 6. december 1434 og 23. juni 1497. Det er tydeligt, at der har været skåret nye seglstamper, for de tre segl er ikke helt ens. Seglet bruges stadig flittigt i kirken, på glasdørene, på brevpapir, salmeblade og tryksager – og som altid bliver det moderniseret og rentegnet fra tid til anden, for hver generation har sin stil, men motivet er det samme: Marias Bebudelse. 

Normalt ville vi invitere til fødselsdagsfest, servere kaffe og lagkage, sidde sammen, synge sammen og drøfte kirkens ve og vel. I år må vi nøjes med, hver for sig, at glæde os over, at en ung kvinde for 2000 år siden, var beredt på det pludselige og uforståelige, der hændte hende, og som ændrede verden: Bebudelsen om Jesu fødsel.


Stolerækkerne i Vor Frue kirke 

En historie om turister, nøgler, tumult og offentlig ydmygelse

Af Susanne Torgard

Et af de mest stillede spørgsmål fra kirkens turister til de kirkeværter, der står til rådighed i kirken (netop for at svare på den slags) er:

Hvorfor er der dobbelte sæder i de øverste stolerækker? 

Alle kan se at pladsen er trang, så det kan ikke være for at menigheden kan sidde på begge sider. Nej, meningen er, at når præsten står ved alteret, så kan man have front den vej, og når præsten går på prædikestolen, så kan man benytte det andet sæde, og stadig have front mod præsten. 

Som den danske reformator Peder Palladius skrev i sine vejledninger i 1540’erne til alle kirke og menigheder: Så skulle man vende front mod prædikestolen og ikke sidde skændigt og vende røven til præsten. Og det kan man nu på bedste vis gøre i Frue kirke, ved at vende sig i stolerækkerne.

---

Stolerækkerne i Vor Frue kirke blev leveret i 1828 af P. Kretz. Det er i hovedtrækkene i de samme stole, at menigheden i dag tager plads. Dog med en vigtig forskel: Nu kan man oftest sætte sig, hvor man vil!

Oprindeligt var hver række – kaldet stolene - lukket med låger ud mod gangene. Man kunne købe sig en nummeret plads, men det skulle godkendes af kirkens præster og kirkeværger, der i sidste ende kunne tage de endelige beslutninger om hvem, der måtte sidde hvor. 

Der var selvfølgelig prestige i at have de bedste pladser, midt i kirken under prædikestolen, og fordelingen afstedkom til tider stridigheder. Enkelte havde nøgle selv, men ellers var det 1. graverens, stolekonens eller kirkebuddets opgave at åbne og lukke for stolene. I sin stol kunne man have puder og tæpper liggende, så man kunne gøre sig det behageligt på trods af umage sæder og træk fra døre og vinduer. 

I december 1843 bad provsterne Tryde og Rothe dog så mindeligt om, om der kunne bevilges ekstra tæpper til stolene på gulvet. Frygten for forkølelse afholdt adskillige fra kirkegang om vinteren, og denne frygt kunne afhjælpes med tæpper.

Ved store kirkelige handlinger, som konfirmation og lignende, blev dørene hægtet af og de private tæpper taget bort – og man måtte finde sig i, at stolene blev benyttet af alle slags folk. At det ikke altid gik som ventet vidner et brev fra H.C. Andersen til August Bournonville om. 

H.C. Andersen var til Søren Kierkegaards begravelse den 18. november 1855, og da var stolene ikke blevet låst op, og der var en voldsom tumult: 

Søren Kirkegaard blev i Søndags begravet fra Frue Kirke, der var fra Vedkommendes Side gjort meget lidt! gjett, Kirkestolene stode lukkede og Trængselen i Gangene var saaledes særdeles stor. Madammer med røde og blaa Hatte løb ud og ind - item Hunde med Mundkurv

Kierkegaards nevø Troels Frederik Lund havde fået plads på pulpituret og kunne se udover kirken skib, hvor den tæt sammenstuvede Menneskemasse bølgede som et oprørt Hav

Fra 1. april 1886 kostede de bedste pladser 8 kr. på årsbasis. Det var stole på gulvet i nærheden af prædikestolen, alle sidelogerne på gulvet og hele mellemste pulpitur overfor prædikestolen. For 6 kr. kunne man få plads i koret og i sideloger og mellemste pulpitur på samme side som prædikestolen. For 4 kr. måtte man tage til takke med de bagerste siddepladser i logerne. På de opbyggede bænkerækker på 2. pulpitur kunne man tilsyneladende sidde uden betaling. 

Der blev holdt regnskab i ’stolebøger’ og man fik et ’stolebrev’ som bevis for sin ret til en plads.

I 1894 blev det indført at alle ubenyttede stole blev åbnet under gudstjenestens 2. salme, og derefter kunne bruges af andre fra menigheden. Først i 1919 bortfaldt retten til at købe sig til sin egen faste stol.  

---

I 1891 udspillede der sig den værst tænkelige situation ud for stolerække nr. 10: 

Enkefrue E. Boysen og hendes datter havde i april fået skriftlig bekræftelse fra kirkeværge Kayser på to pladser i stol nr. 10, og de benytter sig uden problemer af det to gange. Men tredje gang havde 1. graver Fink givet de gode pladser til tre døve damer – efter aftale med provst Paulli, sagde han. Enkefru Boysen blev pikeret, de døve damer blev det også, for det er ikke rart, at blive peget ud.  

Kirkeværge Kayser prøvede at afbøde ved at tilbyde enkefruen Dr. Ørsteds plads denne ene gang. Men konflikten eskalerede henover sommeren: Enkefru Boisen opsøgte Fink i håbet om en undskyldning, Fink synes alle skældte ud på ham, pladserne var optagne, stoledørene låst - og til sidst skandalen: 

Den 19. juli kom enkefru Boysen til sin plads i stol nr 10, men nu var låsen skiftet! Hun bad Fink om at lukke sig ind i en anden stol, hvilket Fink nægtede – og efter enkefruens erindring bad han hende forlade kirken. Enkefru Boysen ser konspirationer, Paulli er bortrejst, 1. graver Fink handlede bare efter ordre, Kayser er fraværende. Hvem der har ret ved vi ikke, men det blev skandale set med enkefruens øjne:

Denne forfærdelige Scene foregik saaledes foran det Alter hvor jeg har staaet Brud, hvor min Datter er døbt og omtrent paa samme Sted, hvor min Broder, min Datter og jeg selv ere konfirmerede. Vi vare næsten bedøvede og Folk talte højt og tydeligt derom. Jeg vilde have forladt Kirken, men manglede Kraft dertil. Man betragtede os med en pinlig opmærksomhed, hviskede sammen og kjendelig som vi ere ved vor dybe Sørgedragt, saa man fra os til den tomme Kirkestol indtil den senere fyldtes af fremmede Folk.

Enkefruen anmodede i august … den ærede Kirkeinspektion om, at der gives mig den eneste Æresoprejsning, der er mulig. At min Nøgle forandres saa jeg atter kan lukke mig ind i Stol No. 10 hvoraf jeg er udvist paa en saa underfundig Maade, idet mindste til jeg faaer to gode Pladser i en Stol paa Gulvet… selvom det kun er en lille erstatning for den sorg og det tab af helbred hun har lidt.

1. graver Fink bedyrede sin uskyld og bad om at ... maatte gaa fri for videre Tiltale ... Han har ændret låsene på Kaysers foranledning og denne forholder sig tyst.

Hvordan det hele ender vides ikke – eller også gemmer arkivalierne på andre breve og referater, som bare ikke er fundet endnu.


Om Thorvaldsens bisættelse fra Vor Frue Kirke

I år 2020 fejrer vi 250 året for Thorvaldsens fødsel, men i denne sidste uge af marts, er det 176 år siden han døde og blev bisat fra Vor Frue Kirke.

Af Susanne Torgard

Den 24. marts 1844 – en søndag – arbejdede Thorvaldsen lidt på en statue af Martin Luther. Den skulle stå i Frue kirke, men den blev aldrig færdig. Thorvaldsen var træt, men kørte alligevel til middag hos baronesse Stampe og senere om aftenen indtog han sin plads i Det kongelig Teater. Kort efter, under ouverturen, faldt Thorvaldsen sammen, og selvom han hurtigt blev båret ud og over til sin bolig på Charlottenborg, var der ingen hjælp at hente. Thorvaldsen var død.

Thorvaldsens kiste blev bragt op i Akademiets festsal dagen inden bisættelsen fra Vor Frue kirke. Her stod den midt i Akademiets samling af hans egne skulpturer og omgivet af unge kunstnere, der holdt æresvagt. 

Om formiddagen den 30. marts bevægede ligtoget sig gennem København, fra Kongens Nytorv over Østergade, Amagertorv, Vimmelskaftet og Nytorv til Nørregade. I gaderne var der strøet gran, og langs ruten stod studenterne og håndværkerlaugene med faner og sørgebannere, og københavnere fulgte med fra gader, huse og endog fra tagene – nogen siger at 6.000 deltog, andre vil gerne tale om 10.000. 


Lyt til Hartmanns Sørgemarch ved Bertel Thorvaldsens begravelse (30. marts 1844) (Organist: Hanne Kuhlmann. Recording Engineer & Producer: Jesper Jørgensen, Helikon Record)

Byens kirkeklokker ringede, basuner klang fra tårnene og i alt 40 kunstnere skiftedes til at bære kisten hele vejen. Ligfærden var af et format, som ellers aldrig set, og som vel kun ville være kongelige forundt. I kirkedøren blev optoget modtaget af kong Christian den 8. og kisten blev båret ind til Hartmanns nykomponerede sørgemarch.

Kl. 2 1/2 ankom Toget til Frue Kirke, udenfor hvilken Studenterne dannede Espalier. Kirken var oplyst med Lysekroner og Candelabrer og behængt med sort Klæde, fra hvilken Baggrund de hvide Statuer udtraadte med en imposant Klarhed; og denne høitidelige alvorsfulde Decoration i Forening med den gribende Sørgemarsch, hvormed Hartmanns Orgel, understøttet af Basuner, modtog Processionen, gjorde et Indtryk i saa stor Stil, at Ingen af de Tilstedeværende nogensinde vil glemme det. Ved Kirkens Indgang sluttede Hs. Majestæt sig til Toget og indtog derpaa sin Plads i Menighedens Midte ved Siden af Dronningen, Kronprindsessen og flere andre Damer, henhørende til Kongehuset og Hoffet. Kisten sattes ned ved Foden af Choret, og det varede kun kort Tid, inden den store Kirke var fuld; naturligvis var den langtfra at kunne rumme det hele Følge, navnlig ikke Haandværkscorporationerne og en Deel af Studenterne.

Da Hartmanns herlige Sørgemarsch forstummede, udførtes af det kgl. Theaters Sangere og Sangerinder til Musik af Capelmester Gläser en Cantate af Oehlenschlæger.

De store lyskranse af messing var tændt med 40 kerter i hver, faklerne var tændt, vinduerne blændede og fra pulpiturerne hængte brede baner af sort stof ned bag Thorvaldsens apostle.

Højtideligheden blev indledt med en kantate af Oehlenschläger, med musik af kgl. kapelmester F. J. Gläser og sunget af sangere fra Det kgl Teater. Stiftsprovst C. E. Tryde holdt begravelsestalen, og efter jordpåkastelsen sang Studentersangforeningen H. C. Andersens digt, igen med musik af J.P.E. Hartmann: 

Træd hen til Kisten her!
Kom, fattig Mand!
I din Kreds fødtes han, og Du tør sige:
Han blev en Stolthed for vort Folk og Land,
En Glands han kasted over Danmarks Rige!

Et digt hvor H.C. Andersen husker sig selv og alle andre på, at selvom man kommer fra fattige kår, så kan man godt bliver verdens mand.


Joel Ballins Mindeblad i anledning af Thorvaldsens begravelse, giver den bedste beskrivelse af de bevægede dage i marts 1844. På det øverste, fra Akademiets festsal, er det værd at bemærke, at bagest står de romerske kopier af fakler, som inspirerede Hetsch til faklerne i Vor Frue kirke. På det nederste billede fra Vor Frue kirke, har Ballin sat Thorvaldsens skulpturer af Martin Luther og Philip Melanchton ind i kirken, men desværre blev de aldrig færdige og opstillet som planlagt.

Vor Frue kirke blev holdt åben resten af dagen, så alle kunne komme og sige farvel. Derefter blev kisten ”sat i sakristiet og derefter flyttet til et kammer”, for den kunne ikke flyttes til sin endelige plads i gården i Thorvaldsens Museum, der endnu ikke var færdigt.

Alt det ovenstående er nøje beskrevet af samtiden og gengivet i en avisreportager og erindringer. Men den sidste linje om sakristiet og kammeret i Vor Frue Kirke er lidt en opklaringsopgave. I J. Brandts beskrivelse af bisættelsen, hvor det ovennævnte citat er hentet fra, står der at kisten blev båret om bag alteret og det siden var meningen den skulle til Holmens kapel. I 1844 var er et lille sakristi bygget op omme bag ved alteret, så det er rimeligt at forestille sig, at kisten blev båret derom efter højtideligheden, men den kom aldrig til Holmens kapel. I stedet blev kisten placeret i et ’kammer’ i kirken. Men kisten kom til at stå i kirken indtil de6. september 1848, hvor den kl. 5 om morgenen blev ført til museet og sat ned i graven, kun overværet af ganske få mennesker.

Det er svært at forestille sig, at den berømte mands kiste har stået 4½ år i et ’kammer’ i kirken. Fra senere regnskaber, i forbindelse med at fire kister fra brygger Jacobsens familie stod i kirken, kender man til udgifter til vedligehold, kalkning af ’kapellet’, sort sørgeflor og til maling af katafalken, som kisterne stod på. Men stadig uden angivelse af hvor ’kapellet’ var. 

I regnskaberne fra 1894 omtales både et 'Stenkapel', der er bedst udstyret, og 'Thorvaldsens kapel' der blev betrukket med sort lærred, så det kunne bliver ligeså præsentabelt som 'Stenkapellet'. Begge blev de dog skæmmet af redskaber, ligskamler og plakater.

I 1927 blev et lille kisterum i hjørnet ved Frue Plads istandsat med maling og belysning. Thorvaldsens relief af 'Natten' blev muret ind i væggen og 2 malede kandelabre stillet op. 

Ved at stykke forskellige beskrivelser og håndværkerregninger sammen, kan det sluttes nogenlunde sikkert, at det ene af de to kapeller, enten stenkapellet eller Thorvaldsenskapel, var indrettet til venstre i forhallen, i  Frue Plads siden. Efter kirkens restaurering i 1977-79 blev det indrettet til rengøringsrum og til kontor med bl.a. mikserpult til brug for Danmarks Radios transmission af morgenandagten.

For den der har lyst at læse mere, så er Thorvaldsens Museum brevarkiv en guldgrube at dykke ned i - klik her


Øverste billede til højre: Udsnit af maleri af C.W. Eckersberg: Thorvaldsens ankomst til Københavns Rhed 17. september 1838, 1839. Olie på lærred 71,9 x 96,2 cm. © Thorvaldsens Museum.

Kategorier Aktuelt