Navnet stammer helt tilbage fra den allerførste kirke blev grundlagt i slutningen af 1100-tallet, hvor biskop Absalon i et brev nævner Den Hellige Marias kirke og der skænkes gaver til kirkens bygning og udsmykning.
Kirken er viet til Den hellige Maria, Jomfru Maria, Jesus’ moder Maria, Vor Frue. Navnet stammer fra den katolske tid, hvor Maria blev højt værdsat som et vigtigt led i folks fromhedsliv. Hun var den ubesmittede, den udvalgte og Guds redskab.
Under reformationen i midten af 1500-tallet blev den stærke Mariadyrkelse forkastet af den lutherske kirke, som den danske folkekirke hører til, og hun har ikke længere nogen stor plads i det officielle kirkeliv. Kirkens navn blev dog ikke ændret, men der er ikke længere nogen billeder af Maria. Og dog …

Helt oppe på alteret, på det røde klæde – antependiet – er der med guld broderet et smukt billede. I en mandelformet glorie står en engel overfor en ung kvinde og over dem svæver en due. Det forestiller bebudelsen, hvor englen kommer til den unge Maria og siger: "Ave Maria, gratia plena, Dominus tecum". ”Vær hilset Maria, fuld af nåde, Herren er med dig.” og Maria svarer ham ”Ecce ancella Domini, fiat mihi secundum verbum tuum” ”Se, jeg er Herrens tjenerinde; lad det ske mig efter dit Ord!”.
De to sætninger er broderet i en forkortet latinsk udgave og de danner begyndelsen og slutningen på den bibelske fortælling, hvor Maria får at vide, at hun skal føde Guds søn, ikke ved at kende en mand, men ved at Helligånden skal kommer over hende. På broderiet svæver Helligånds duen lige over Maria og deres glorier rører næsten hinanden.
Omkring motivet står at dette er seglet for Sankte Maria Kapitlet i København. Det er altså det officielle ”stempel ” for Vor Frue kirke.

Segl i lak eller voks blev brugt til at besegle og forsegle breve og dokumenter. Det ældst bevarede Vor Frue segl er fra 1417, men det bedste er fra 1434. Motivet bruges stadig på kirkens brevpapir og koncertprogrammer, på hjemmeside og glasdørene. Og nu også som en lille broche eller pin, der bæres af kirketjenere og andre personaler ved gudstjenester og offentlige handlinger.
Seglet med Maria Bebudelse er også broderet på Vor Frue kirkes to gyldne messehagler, som bruges på årets festdage.
