Christian Frederik Hansen (Domkirkens arkitekt)

C. F. Hansen var født i 1756 og blev uddannet på ’Det Kgl. Akademi for de skønne Kunster’, og både her og under sit ophold i Italien lærte C.F. Hansen den klassiske arkitektur i alle detaljer, men han omformulerede og jonglerede rundt med begreberne og skabte overraskende effekter. C.F. Hansen blev siddende som professor på Akademiet til året før sin død i 1845, men da var de unge arkitekters ideer på vej væk fra søjler og rette linier. Først i begyndelsen af 1900-tallet fattede man igen sympati for Hansens bygninger.

Inspireret af antikken
Under sine to års studier i Italien havde han stiftet indgående bekendtskab med antikken og renæssancens og klassicismens omskrivninger af den. Han kendte Palladios villaer, fra 1500-tallet, med de lukkede bygningskroppe og åbne portaler, han kendte så afgjort Roms gamle bygninger som Pantheon og S.Andrea i Via Flaminia. Det han ikke selv fik set, havde han bøger om i sit bibliotek, hvor han havde alle de store centrale bogværker.

Til Grækenland kom han aldrig, men han fulgte tidens ”græske vækkelse” og kendte søjleordner, planer og tempelgavle fra bøger og beretninger, bl.a. opmålninger af Pæstum. Hans kendskab ses i Vor Frue kirkes portal, der blev opført i ”den valgte grædske Stil”.
I kirkens indre åbner den øverste etages kolonnade sig oven på en høj sokkeletage, som i et græsk tempel. Men C.F. Hansen har måtte sætte en mur omkring, til beskyttelse mod det nordiske klima.

Det er ofte blevet sagt, at Slotskirken ved Christiansborg er hans Pantheon og at Vor Frue Kirke er hans Parthenon.

Efter Italiensturen blev han udnævnt til landbygmester i Holsten, og kom til at satte sit tydelige præg på bl.a. hovedgaden Palmaillen i Altona nær Hamburg.

Bombardementet i 1807
I 1800 blev C.F. Hansen kaldt hjem til København, en by der var stærkt præget af brandtomter og byggepladser efter brandene i 1794 og 1795. Han blev engageret til at styre genopførelsen af Christiansborg slot og -kirke, samt til at bygge et nyt Råd-, Dom- og Arresthus på Gammel Torv. Snart havde han ansvaret for hele det officielle bygningsvæsen. En opgave der skulle blive endnu større, da englænderne i 1807 bombarderede København i de første dag af september.
Vor Frue Kirke havde med sit imponerende 124 meter høje barokke tårn og spir været et oplagt mål for englænderne, og natten til den 5. september blev det ramt af congrevske raketter. Spiret styrtede og det meste af kirken udbrændte.

C. F. Hansen fik opgaven med at tegne den nye kirke og hans forslag blev godkendt af kongen i 14. juni 1811. Hansen sad også i ’Commisionen for Frue Kirkes Opførelse’ og var både bygherre og bygmesteren, der skulle skabe en storslået bygning oven på den nedbrændte ruin.
I perioden frem til 1820’erne var han den altdominerende smagsdommer med overordnet tilsyn, ikke blot for genopbygningen af København, men for dansk arkitektur som helhed.

Stædig og viljestærk
C.F. Hansen var bestemt og sikkert også lidt stridbar. Han var typen, der fik sin vilje. Et væsentligt stridspunkt mellem arkitekten og kongen, var spørgsmålet om tårnet på Vor Frue Kirke. Kongen og resten af Commisionen ønskede et tårn og spir, men C.F. Hansen ønskede et lavt tårn – eller rettere slet intet tårn. Han præsenterede to varianter, og bruget økonomien som argument for det lavere tårn – og fik på den måde sin vilje.

På trods af mange bekymringer, nåede C.F. Hansen at se sin kirke færdig med Thorvaldsens Kristus, dåbsengel og apostle på plads. Han nåede at se området på den gamle kirkegård bebygget med Metropolitan Skolen, der ligger som en afslutning af pladsen bag kirkens rotunde.
Skolens etagedeling og variation med firkantede og buede vinduer korresponderer fuldstændig med kirken. Den homogene helhed fortsættes i Dyrkøb, hvor Soldinsstiftelse afgrænser pladsen. Fra kirkens søjleportal kan man se skråt over til portalen foran Domhuset og herfra føre en imaginær linie til Slotskirken.
Det klassiske København er C.F. Hansens.