Bispeportrætter i sidegang mod Frue Plads

Bertel Thorvaldsen 1770-1844. Billedhugger H. W. Bissen 1798-1868 Buste af bronze 1831

Bertel Thorvaldsen boede og arbejde i Rom det meste af sin levetid. Her skabte han skulpturer og relieffer i klassisk stil, tilsat en egen nyfortolkning og til tider med et emne indhold som ikke fandtes i den antikke kunst. Som f.eks. apostlene og Kristus til Vor Frue Kirke. [Thorvaldsen]. Hans kundekreds var kunstsamlere i hele Europa. Han testamenterede sin samling af både egen og andres kunst til København, hvor det kan beses i Thorvaldsens Museum Skulpturerne og reliefferne til Vor Frue Kirke er skabt i perioden 1820 til 1828 og alle figurerne var på plads i marmor i 1848.

Biskop Frederik C. Münter 1761-1830. Biskop over Sjællands stift 1808-1830 Herman Ernst Freund 1786-1840 Stele af marmor 1834

Frederik Münter var søn af den tyske præst i Skt. Petri kirke. Han blev uddannet i Tyskland, hvor han bl.a. lærte Herder og Goethe at kende. 1789 blev han teologisk professor i København og i 1808 udnævntes han til Sjællands biskop. Münter stod for rationalismen, for ”fornuftens rette brug og Den hellige Skrifts rette udtydning”. Han var naturligt i bestyrelsen for det nystiftede Det danske Bibelselskab og en af igangsætterne af nyoversættelsen af Det ny Testamente fra 1819. Tidens nye salmer, af bl.a. N.F.S. Grundtvig, var han derimod ikke glad for. Han var kendt som en fredsommelig og lærd mand, en ivrig samler af antikviteter og ægyptiske steler og han var en af initiativtagerne til oprettelsen af Museet for nordiske Oldsager. Det vi kender som Nationalmuseet.

H.E. Freund var også inspireret af græske gravmæler og derfor er marmorstelen også prydet med en palmetbort øverst. Portrættet af Münter er holdt i højt relief og der er en klar portrætlighed. Men ellers er bispestav, klædning, bogruller, lænestol, lampe, og bogen omformet og tillempet efter antikt ideal og sådan har Münter næppe gået klædt.

Jørgen Vind 1593-1644 og hustru Ingeborg Ulfstand 1598-1652 Gregorius Wind & Ingebvrga Wlfstand Epitafium Sort marmor med reliefhugne, malede og forgyldte våbenskjolde.

Omkring den lange indskrift ses både Jørgen og Ingeborgs slægters våbenskjolde i alt 16 + 16 stykker.

Jørgen Vind var kong Christian den 4.s rigsadmiral. Han studerede i Wittenberg og rejste i Tyskland, Frankrig, Svejts og Holland. Han deltog i Kalmarkrigen i 1612, blev ansat i kancelliet og blev rigsadmiral i 1643. Ved slaget på Kloberger Heide blev han såret og døde samme år. Under sig havde han bl.a. Dragsholm, samt Gunnarstorp, Romsdal, Herresvad Kloster i Skåne. Han og Ingeborg Ulfstand fik 10 børn.

Epitafiet er det eneste hele bevarede ud af de i alt 86, der havde plads i den gotiske kirke. Epitafiet overlevede både branden i 1728 og bombardementet i 1807.

Portræt af Jørgen Wind.

Portræt af Ingeborg Ulfsdatter

Biskop Nicolaj Edinger Balle 1744-1816. Biskop over Sjællands stift 1783-1808. Kgl. konfessionarius 1800. Portræt relief i marmor 1911

N.E. Balle udannede sig primært i Leipzig, Halle og Göttingen. Han var kortvarigt sognepræst, men blev i 1772 professor i København. Han var gift anden gang med Johanne Frederikke, datter af Sjællands Biskop Harboe.

Det var reformernes tid, både politisk og teologisk. Balle var en flittig skribent med lærebøger både til universitetets teologer og en lærebøger til almindelige skoler. Han udgave bøger om dogmatik, eksegese og kirkehistorier og var med i en salmebogsredigering, men mest vigtig var måske hans reform af almuens skolevæsen fra 1798-1814 og hans medvirken til oprettelsen af et seminarium for skolelærere på Blaagaard. Balle blev biskop efter Harboe i 1783. Han reformerede både dåbsritualet og gjorde det private skriftemål offentligt, så en forberedende tale fik større vægt. Han var en flittig og afholdt visitator i stiftets kirker og forsvarede under landboreformerne præsternes tarv og indtægt.

Biskop Henrik Bornemann 1646-1710. Biskop over Sjællands stift 1693-1710 Thomas Quellinus 1661-1709(?) Buste i marmor, fragment fra ældre epitafium – sat på moderne base

Busten har oprindeligt indgået i det store arkitektoniske monument, der dannede ramme om nedgangen til hans gravhvælving, men der er kun bevaret dette fragment. Den præstekjole og pibekrave, som Bornemann har på, er meget lig med den som præster i den danske folkekirke stadig bruger. Kalotten bruges dog ikke mere.

Tegning af gravmælet fra Danske Vitruvius III Det blev ødelagt ved branden i 1728, restaureret og opsat i den nye kirke, for igen at blive ødelagt ved bombardementet i 1807.

Henrik Bornemann blev student fra Vor Frue latinskole i 1662 og rektor samme sted 1672. I 1675 blev han sognepræst og stiftsprovst ved Vor Frue Kirke. I 1683 biskop i Ålborg og i 1693 biskop på Sjælland. Kirkeligt var han ortodoks og modstander af pietismen, der spirede frem under kong Frederik den 4. H. Bornemann var kendt som en stor taler og arbejdede for forbedret skoleuddannelse, både med en ny katekismus forklaring og ved at støtte studenter økonomisk. H. Bornemann var bl.a. gift med Ole Worms datter Susanne

Billede fra Fredrik 4. salving i 1700

Thomas Quellinus var født i Antwerpen og en anset billedhugger da han i 1680’erne blev kaldt til Danmark. Bevarede epitafier af Quellinus kan ses i bl.a. Skt. Petri kirke lige over for Vor Fru Kirke og i Trinitatis kirke (ved Rundetårn)

Stiftsprovst Just Henrik V. Paulli 1809-1865. Stiftsprovst 1857-1865. Kgl. konfessionarius 1864 H.W. Bissen (1798-1868) Stele af marmor 1867

Just Henrik V. Paulli var sognepræst og stiftsprovst ved Vor Frue kirke i 1857. Hans prædikerne bar præg af en bibelsk understregning af den lutherske bekendelse og af det kristne menighedslivs betydning. Han var en værdsat sjælesørger.

Hans søn Jacob P. M. Paulli blev også præst ved Frue kirke og Kgl. Konfessionarius.

Over relieffets portrætmedaillon står en kvindefigur. Hun står med et kors og holder en kalk og skal symbolisere Troen. Indskrift ’Han lærte Guds vej i Sandhed’

Professor i teologi Jens Møller 1772-1833 H.E. Freund 1786-1840 Stele i marmor 1838

Indskrift Professor Jens Møller (1772-1833) ’Til minde om jens Møller Dr.og professor i teologi. Født 19. Marts 1772. Død 25. November 1833. Sat af erkiendtlige landmænd’

Stelen er ikke et portræt af Jens Møller, men en siddende kvindefigur, halvt tænkende, halvt drømmende. Hun er Eusebia, den personificerede fromhed. I hånden holder hun en bogrulle med indskriften ’Mnemosyne’ (Erindringen), der var titlen på Jens Møllers sidst udgivne månedsskrift. Foran hende står en antik olielampe og et bord. På bordets sarg ’Gangen til Golgatha’ i svagt relief. På hylden derunder tre små figurer, en fugl, en putto og en løve og bogrullekassen under stolen er smykket med en kerub, en svane og en due. Utvivlsomt alle sammen figurer, der kan tolkes megen symbolik ind i. På bordet to bøger – med indskrift – og et kors, der ligner korset øverst på Vor Frue kirkes tårn.

Biskop Jacob Peter Mynster 1775-1854. Biskop over Sjællands stift 1834-1854. J.A. Jerichau (1816-1883) Marmorstele med helfigurs portræt 1856

Fra 1811 sognepræst ved Vor Frue Kirke. 1826 hofprædikant ved Slotskirken og fra 1834 Sjællands biskop. J.P. Mynster var teologisk konservativ og han var modstander af Grundtvig, af de gudelige forsamlinger og af baptisternes voksendåb. Han var gift med biskop F.C. Münters datter.

Mynster mente det var ved fornuftens hjælp at man kunne komme til en forståelse af Jesus som menneskenes frelser. Udviklingen måtte ske gennem bønsliv, eftertanke og en moralsk religiøsitet - og ikke noget er kom som en pludselig omvendelse. Tidens mange reformtiltag, vækkelser og gudelige forsamlingsbevægelser havde ikke hans velsignelse, ligesom baptisternes voksendåb var ham meget imod. For mange af stiftets præster var han dog en højt skattet vejleder. Hans visitatser var til stor glæde både menighederne og ham selv: ”naar jeg saaledes gaar og taler i Kirkerne, kan jeg synes, at det er det bedste af alle Embeder at være Biskop”.

bispekåben fra 1840

J. P. Mynster er portrætteret med bispekåbe. Den er så detailleret beskrevet at den nemt kan genkendes som den bispekåbe han fik i 1840, i anledning af kong Christian den 8s salving. Bispekåben blev brugt helt frem til 1960. Den er i Vor Frue kirkes museum

Biskop Jacob Peter. Mynster 1775-1854. Biskop over Sjællands stift 1834-1854. J.V. Gertner (1818-1871) Olie på lærred 1853

Biskop Hans Fuglsang-Damgaard 1890-1979. Biskop over Københavns stift 1934-1960 Mary E. Havning (1888-1972) Olie på lærred 1953

Hans Fuglsang-Damgaard var en lærd og levende prædikant. Sammen med domprovst Paul Brodersen positivt indstillede overfor Oxfordbevægelsen. Det var en meget moralsk orienteret vækkelse, der fra 1935 vandt frem. I 1943 afleverede Fuglsang Damgaard hyrdebrevet om ”Den danske Kirkes Stilling til Jødespørgsmålet” til de tyske myndigheder på vegne af de danske biskopper og han var i 1957 var medstifter af Dansk-Israelsk Selskab. I 1953 udsendte han endnu et hyrdebrev, som en modreaktion på professor P.G. Lindhardts fornægtelse af det evige liv.

Biskop Hans Fuglsang-Damgaard er ligesom biskop Mynster portrætteret iført bispekåben fra 1840.

Biskop Willy Westergaard Madsen 1907-1995. Biskop over Københavns stift 1960-1975. Palle Zeuthen Bruun (1913-1969) Olie på lærred 1968

Willy Westergaard Madsen var tidligere generalsekretær for De Samvirkende Menighedsplejer og en varm fortaler for diakoni – det kirkelige sociale arbejde. Han var formand for kirkeminister Bodil Kochs ’Strukturkommision’, med bl.a. spørgsmålet om hvordan kirken kunne blive “folkets marv og kraft”. Om portrættet i Vor Frue kirke har han udtalt ”Sådan ser jeg mig selv, mild men myndig”

Biskop Ole Bertelsen *1925. Biskop over Københavns stift 1975-1992. Torbjörn Olsen (*1956) Olie på lærred 1986

Ole Bertelsen var tidligere generalsekretær for Det Danske Missionsselskab og bevarede også som biskop et dybt engagement for mellemkirkeligt arbejde og for ydre mission. Han bliver husket for sine evner som prædikant, hvor temperament og entusiasme kombineret med teologisk og sproglig skarpsindighed blev omsat til prædikener, der gik lige ind hos tilhørerne. Både flammende og lidt skræmmende. Hans politiske markeringer og modviljen mod at bære medaljer, gav ham tilnavnet "Den røde biskop"

Biskop Erik Norman Svendsen *1931. Biskop over Københavns stift 1992-2009. Kgl. konfessionarius 2008 Thomas Kluge (*1969) Olie på lærred 2000

Erik Norman Svendsen var formand for kommissionen for den nye salmebog, der udkom i 2003 og han var dybt engageret i Det mellemkirkelige Råd. Som en konsekvens af befolkningsudviklingen i Københavns stift satte Erik Norman Svendsen for alvor gang i arbejdet med strukturændringer. Ændringer der både handler om sognesammenlægninger og om nye, særlige præstestillinger tilpasset til mødet med byens mangfoldighed.

Thomas Kluge har brudt rækken af ½figurs portrætter og afbilledet Erik Norman Svendsen stående i hel figur, fast som en støtte på kirkens teglstensgulv.

Udenfor for kirken på Vor Frue Plads

Biskop Hans Lassen Martensen 1808-1884. Biskop over Sjællands stift 1854-1884. Kongelig konfessionarius 1865. Theobald Stein Buste af bronze 1888

H.L. Martensen efteruddannede sig i Berlin, Heidelberg, Wien, Paris og Kiel inden han blev lektor og siden professor i København. I 1845 udnævnte kong Christian den 8. ham til hofprædikant og han blev valgt til biskop i 1854. Som biskop fremhævede han den praktiske gerning som prædikant og visitator i stiftets kirker. Martensen efterlod sig en række skriftelige teologiske værker, prædikensamlinger og sin levnedsbeskrivelse.

Ved hans indvielse som biskop i Vor Frue Kirke 5. juni 1854 faldt et stykke af kirkens hvælv ned. En stor forskrækkelse, der medførte at hele loftet blev fornyet og beklædt med træ fremfor gips.

Biskop J.P. Mynster 1775-1854. Biskop over Sjællands stift 1834-1854. Theobald Stein Buste af bronze 1875

Se ovenfor

Komponist Christoph Ernst Friedrich Weyse 1774-1842 H.W. Bissen 1798-1868 Buste af bronze 1866 (opstillet)

I 1794 var Weyse organist ved Garnison kirke og fra 1805 ved Vor Frue Kirke. Efter bombardementet af kirken i 1807 blev alle tjenester henlagt til Trinitatis kirke.

Sammen med B.S. Ingemann udgav han Morgensange og Aftensange for børn. Og med titler som ’I østen stiger solen op’, ’Gud ske tak og lov’, ’Nu titte til hinanden’ og ’Der står et slot i Vesterled’ hører de stadig til den danske, levende sangskat. Også ’Den signede dag med fryd vi se’ og ’Julen har bragt velsignet bud’ skyldes Weyse.

Han opsatte også store syngespil, skrev opera, symfonier og mange kantater og skrev musikken til Vor Frue kirkes indvielse i 1829.